The Enactive Approach er navnet på en teori fra kognitivvidenskaben, som ikke kan oversættes direkte til dansk, men forståelsesmæssigt bedst er oversat til noget lignende den aktivt skabende eller frembringende tilgang. Af mangel på dansk litteratur på området, har jeg i det følgende valgt at omtale teorien ved sit engelske navn. Jeg vil give en kort introduktion til baggrunden for teorien og en indgang til en forståelse af, hvad teorien handler om. Det kan for mange være en svært tilgængelig tekst og kræve nogle gennemlæsninger, hvilket kan virke lidt krævende, på den anden side er der forståelsesmæssige gevinster i at få introduktionen i et sprog, der er i takt med den akademiske tradition. Jeg vil prøve at finde et sted imellem det tunge akademiske sprog og et mere almindeligt hverdagssprog i artiklen, så dybden af materialet bevares samtidig med, at der er en så behagelig formidling som muligt.

The Embodied Mind

The Enactive Approach blev første gang beskrevet og navngivet i bogen The Embodied Mind (Varela, Thompson, & Rosch,1991). Francisco Varela, en afdød nu legendarisk neurovidenskabsmand, skrev bogen sammen med sin på det tidspunkt unge ven og ph.d.-studerende Evan Thompson og psykologen Elenor Rosch. I en tid, hvor kognitivvidenskaben var præget af, at man med den såkaldte computer-analogi sammenlignede sindet med en computer, var deres formål at lave en sammenkobling af kognitivvidenskab og en kontinental fænomenologisk forståelse (Husserl m.fl.) af menneskers sind (Thompson, 2017a). De bragte altså menneskers subjektive oplevelser tilbage i undersøgelsen og gjorde op med den trend, der eksisterede, hvor menneskers bevidste oplevelser ansås som irrelevante epi-fænomener. De tre forfattere havde to hovedtilgange: 1) at re-konceptualisere kognition så det blev forstået som en slags kropslig handling, og de var dermed med til at starte det kognitive og neurovidenskabelige forskningsområde kropslig kognition. 2) de brugte i bogen Buddhistisk filosofi og beskrivelser af meditation til at supplere og puste nyt liv ind i den kontinentale filosofiske fænomenologiske tradition som de brugte i deres undersøgelse¹.

    Ud af denne proces udviklede de tre The Enactive Approach. I bogen blev ”enaction” præsenteret som et alternativ til, hvad der på tidspunktet var det herskende forsknings- og teoretiske paradigme, det repræsentistiske syn på kognition, hvormed man som navnet indikerer forstod kognition som mentale repræsentationer (Thompson, 2017b). Denne dominerende tilgang var, at en persons kognition bestod af repræsentationer, hvilke man forstod som strukturer inden i det kognitive system, som havde mening qua, at de svarede til tilsvarende objekter, egenskaber eller tilstande i verden udenfor, uafhængigt af det kognitive system. I The Embodied Mind blev en ny tilgang til kognition forstået som ”enaction” præsenteret, hvormed forfatterne mente frembringelse af vores kognition og oplevede sind via en vedvarende kropslig proces af strukturel og dynamisk kobling til miljøet gennem sansemotorisk aktivitet (Varela, Thompson og Rosch, 1991). Det vil sige, at i processen som kaldes ”enaction”, frembringes en af agenten afhængig verden af relevans frem for de i den gamle opfattelse agent-uafhængige repræsentationer.

    I dag er The Enactive Approach en udbredt og anerkendt tilgang ikke bare i kognitiv neurovidenskab men også andre humanvidenskaber. Teorien kombinerer stadigvæk kvantitativ neurovidenskabelig viden om kroppens betydning for sindstilstande og kontinental europæisk fænomenologisk filosofi (e.g. Husserl, Heidegger & Merleau Ponty) (Thompson, 2007). Dette gør forskellige enactive forskere og tænkere på forskellige måder, med forskellige fokusområder. Nogle er måske mere neurovidenskabelige mens andre ikke har så meget fokus derpå, men mere på fænomenologien.

 

Kroppen i kognition

Der er en central antagelse i The Enactice Approach om, at menneskers oplevelser opstår af deres kropslige intentionelle² (intentionel forstået som rettet mod verden) handlinger i verden, og at bevidste oplevelser således opstår i koblingen mellem hjerne, krop og verden (Thompson, 2007). I den tid, hvor teorien blev udviklet, blev det i den empiriske videnskab mere og mere klart, hvordan centralnervesystemet ikke kan isoleres fra det perifære nervesystem og det øvrige resten af kroppen (eks. Chiel & Beer, 1997). Hjernen er forbundet med resten af kroppen på mange enormt komplekse biokemiske niveauer, eksempelvis via molekylære komponenter af det endokrine, immune og nervesystemerne (Thompson & Varela, 2001). Det blev klart og bredt anerkendt, at en reduktionistisk og neurocentrisk tilgang til psykologi nemt kunne modbevises, som eksempelvis ved det faktum, at kroppens fysiske egenskaber interagerer med og påvirker hjernens dynamikker (Chiel & Beer, 1997):

Adfærdsstudier har med tiden også leveret empiri, der passer med teorien bag tilgangen. Eksempelvis er der vist feedback loops mellem sindstilstande og kropslige adfærds-dynamikker. Det er naturligvis tydeligt, at mennesker udtrykker deres tanker og følelser i kropslig adfærd, og den kropslige adfærds feedback er på samme tid en del af vores tanker og følelsers processer (Koch, 2011; Smith, 2005). Et ganske simpelt eksempel er et eksperiment, hvor effekten af ansigtsmimik blev målt: en gruppe af deltagere fik opgaven at have en blyant imellem læberne, og en anden gruppe fik opgaven at have blyanten mellem tænderne, alt imens de så på tegneserier (Koch, 2011). Målet var at måle effekten af at smile på den måde, at gruppen med blyanten mellem tænderne ikke kunne lade være med at smile, mens dem med den mellem læberne slet ikke kunne smile. Resultaterne viste at gruppen med blyanten mellem tænderne syntes, at tegneserierne var signifikant sjovere (ibid.). Et andet simpelt studie, der hurtigt kan nævnes, er et, hvor forsøgsdeltagere, der sad sammenfaldet (bøjet ryg og hængende hoved) huskede flere negative oplevelser, da de blev bedt om, at komme på minder, end en gruppe der sad oprejst (rank ryg og hovedet hævet) (ibid.). Dette er et par meget simple eksperimenter, som jeg nævner for at belyse noget af ideen i The Enactive Approach. Der er en række andre adfærdsstudier, der undersøger langt mere kompleks dynamisk feedback, eksempelvis som et studie der viser, hvordan en gruppe, der uden at vide, at det specifikt var det de lavede, blev mere aggressive af at lave slagsmålsbevægelser, end en gruppe, der lavede passive bevægelser (ibid.). I det følgende vil jeg koncentrere mig om at beskrive grundteorien i The Enactive Approach.

 

Autonomi som en grundpræmis  

En vigtig del af tilgangen er ideen om, at mennesker er autonome systemer, hvormed der menes, at mennesker anskues som kropslige dynamiske systemer, der vedligeholder og frembringer deres egen identitet (Di Paolo & Thompson, 2014). Med frembringelse egen identitet snakker vi ikke om at fastslå, hvorvidt mentale processer rækker ud over den ene eller den anden grænse, som eksempelvis huden, kraniet eller centralnervesystemet, hvorved man isolerer indeni fra udenfor. Autonomi handler her nærmere om en bestemt måde, hvorpå system er organiseret (Thompson & Stapleton, 2009). Begrebet var oprindeligt en måde at generalisere begrebet autopoiesis (Di paolo & Thompson, 2014). Autopoiesis betyder, at de vedvarende processer af materielle og energiske udvekslinger med verden og den interne transformation og det interne stofskifte i levende organismer relaterer til hinanden på en sådan måde, at deres organisation konstant bliver regenereret af disse processers egne aktiviteter (Di paolo & Thompson, 2014). Dette er i sin essens en slags selvorganisering³, og der er endvidere i autopoiesis tale om en helt konkret materiel selv-produktion, som skaber en egenartet helhed, ikke bare et fysisk mønster (Di paolo, 2005). For at kvalificere sig til at kunne siges at være autopoietisk må et system dynamisk skabe sin egen materielle grænse eller membran (egenartetheden), hvilket man kan sige, at biologiske systemer gør. Autonome systemer på den anden side adskiller sig derfra ved, at de ikke behøver ikke have sådan en materiel grænse (dette gælder eksempelvis for diverse slags autonome sociale systemer). I forbindelse med levende organismers natur giver begrebet om autonomi en indsigt, som ikke kan udledes af begrebet om autopoiesis (Di paolo, 2005). Et autonomt system er defineret som et operationelt lukket og usikkert system (Di Paolo & Thompson, 2014). At det er operationelt lukket betyder ikke at det er et lukket system. Der er tale om et åbent system, hvilket autonome biologiske systemer i øvrigt nødt til for at være for at opretholde deres autopoiesis (og dermed deres liv), hvilket kræver, at de udveksler energi og materiale med deres omverden (e.g. mennesker som spiser, drikker, sveder, har afføring, etc.) (Thompson, 2007). At være operationelt lukket er den egenskab, at man iblandt de muliggørende tilstande for enhver grundlæggende proces i systemet vil finde en eller flere andre processer, der er interne i systemet. Sagt på en anden måde er der altså ikke nogle processer i systemet, der ikke er muliggjort af andre processer i systemet. Det skal nævnes, at dette selvfølgelig ikke betyder, at tilstande eksterne for systemet ikke også kan være nødvendige for at disse processer kan eksistere (e.g. ilt og mad) (De Jaegher & Di Paolo, 2007). Figuren her er af Di Paolo & Thompson og illustrerer operationelt lukkethed:

De sorte cirkler afbilleder processerne i et operationelt lukket system. En pil fra en cirkel til en anden indikerer, at cirklen muliggør den anden proces som pilen går til. Når vi kigger på de sorte cirkler kan vi se, at de alle er muliggjort af andre sorte cirkler. Samtidig muliggør de selv andre sorte cirkler. Begrebet om, at det er et usikkert system betyder, at isolering af de enkelte processer udenfor systemets organisation, alt andet lige vil betyde, at de vil have en tendens til at blive nedbrudt eller forgå (Di paolo & Thompson, 2014).

 

Adaptivitet og mening

Vi nærmer os nu noget interessant i forhold til menneskers oplevelse af verden. I autopoietiske systemers (e.g. mennesker) autonome operationelt lukkede opretholdelse af deres egen identitet ligger der den vigtige implikation, at deres møde med verden derved bliver intrinsisk meningsfuld. Det er en slags naturlig teleologi. Den vedvarende selv-produktion frembringer mening i reference til de processer som selv-produktionen består af (Di paolo, 2005). At autopoiesis er forbundet med en sådan iboende mening i organismen er en specifik egenskab ved levende væsner, som i The Enactive Approach kaldes adaptivitet (Di Paolo, 2005). Autopoietiske systemer eksisterer med termer fra fysikken langt fra equilibrium, hvilket vil sige, at de forhindrer entropi (her forstået som opløsning af den autopoiesiske orden) og derved deres død, ved at være åbne systemer, der udveksler energi og materiale med deres omverden. I biologiske termer kan vi om dette sige, at de er robuste, i.e. at de kan klare en vis mængde perturbationer (indtrængende forstyrrelser), ligeså vel som de kan klare en vis mængde indre strukturelle ændringer, før de mister deres autopoiesis (dvs. deres selvopretholdelse og liv). Grænserne for hvor robuste de er sættes af organisationen og tilstanden af organismens systemiske opbygning. Adaptivitet er en måde, hvorpå systemet aktivt monitorerer perturbationer, og kompenserer for deres tendenser. Mening opstår i og med at systemet sanser, hvordan de gensidigt muliggørende processer etablerer systemet, og hvilke konsekvenser dette har for dets vedligeholdelse. Mening bliver virkelighed i dialektikken mellem den monitorering og regulering, som etablerer en indre norm for, hvad der er gode, dårlige og neutrale måder at realisere autopoiesis (Di Paolo, 2005).

    Adaptivitet er uadskilleligt forbundet med autonomi, da det lige netop opstår af reguleringen af processerne i selvproduktionen og fortsættelsen af identiteten. Det er en rekursiv proces, hvilket vil sige, at det fungerer på flere niveauer; oprindeligt har det måske funktionen at regulerer systemet, hvis det kommer for tæt på grænserne for dets robusthed, men på et højere niveau kan processen skabe distinktioner, der ikke på denne måde er direkte involveret i trusler mod autopoiesis (selvopretholdelsen). Yderligere kan regulerende adaptive processer plastisk arrangeres om i forhold til effektivitet, i takt med at systemet lærer af erfaring (Di Paolo, 2005).

    Indtil videre kan vi altså sige, at autonome adaptive systemer grundlæggende er meningsskabere, og at mennesker som de autonome adaptive væsner de er, konstitutionelt danner mening med verden, og deres adfærd er ledt af dynamiske processer, der skal sørge for opretholdelsen af egen identitet og overlevelse. Mennesker skaber i sin livsaktivitet mening om fænomeners relevans i en konstant konfrontation med disintegration. Denne relevans som personen regulerer sin kobling til verden efter indeholder et netværk af signifikans, som personen projicerer ud på verden (De Jaegher & Di Paolo, 2007). Regulering af kropslige dynamikker er således et iboende meningsfuldt fundament for kompleks kognition på et højere niveau, og kroppens dynamiske kobling til verden er baggrund for kognition; i. e. vi bevæger os før vi tænker. I praksis vil det sige, at vi i vores frembringelse af verden ikke passivt modtager information som vi så tolker. I vores kropslige dynamiske handlinger er vi aktive deltagere i at fremkalde verden som mening. Altså er vores udvekslinger med verden iboende meningsfulde. Vi tilpasser adaptivt vores kobling til verden for at vedligeholde vores selvskabte (men som beskrives andetsteds, relationelle) identitet, hvilket giver os et unikt perspektiv (De Jaegher & Di Paolo, 2007). Dette unikke perspektiv udgøres af en strøm af selvfremførte sindstilstande, som er bundet til forskellige situerede oplevelser. Disse integreres oplevelsesmæssigt i en fundamental følelse af at være et selv (Varela, Rosch & Thompson, 1991). Følelsen af at være eller have et selv opstår af menneskers kropslighed, og er konstitueret af organismens regulerende og affektive processer. Reguleringen af organismen sker hovedsageligt i forbindelsen mellem det autonome nervesystem og kroppen, hvor neurale processer bliver forbundet med indre organer og indvoldene (Thompson & Varela, 2001). I disse forbindelser mellem det autonome nervesystem og, med lidt pædagogisk reduktionisme, det limbiske system i hjernen, som er associeret med grundlæggende emotionelle tilstande, og sammen med netværk i hjernestammen, som regulerer homeostasis og andre netværk, der regulerer søvn, vågenhed og tonus, finder vi en signifikant del af det her foreslåede kropslige fundament for at kunne have oplevelsen af at være et sansende selv (Thompson & Varela, 2001; Cosmelli & Thompson, 2010; Damazio, 2010).

 

Intersubjektiv åbenhed i dannelsen af mening

Den ovenfor nævnte integration af oplevede selvtilstande er ikke udelukkende et spørgsmål om dynamikkerne, der opstår fra den fundamentale sansede følelse af et selv. Det sker på mange niveauer i koblingen mellem hjerne, krop og omverdenen; i.e. fra stor-skala neurale netværk til krop – omverden koblinger og sociale interaktioner i kulturer (Thompson, 2007). Som sådan kan de oplevede selv-tilstande ikke analytisk lokaliseres inde i kraniet eller endda inde i kroppen. Dette betyder ikke nødvendigvis, at bevidsthed ikke er biologisk funderet, men blot at sindets dynamik ikke kan reduceres til en forståelse af denne; variable i miljøet fra eksempelvis tyngdekraften over diæter til interpersonelle forhold må tages med i forklaringen (Gapenne, 2010). Menneskers selvfølelse opstår i relation til deres omverden og i de sociale systemer som de lever i, er det en grundlæggende empatisk proces.

    Begrebet om empati i The Enactive Approach kommer fra kontinental fænomenologiske filosofiske analyser. I sådan en forståelse er empati et lidt anderledes begreb end det typiske begreb, der er et højere niveaus kobling af kognitive og affektive processer, som psykologer som regel henviser til, når de snakker om empati (Preston & De Waal, 2002; Thompson, 2007). Først og fremmest er empati i den fænomenologiske forståelse enhver handling, der afslører en fremmedes oplevelse, men, hvad vigtigere er, har den rod i en dyb kropslig oplevelse af den anden som et kropsligt væsen, der på en eller anden måde oplever sin verden, ligesom man selv oplever sin egen verden (Depraz, 2001; Thompson, 2001, 2007). I sådan et møde ser vi den anden som et center for orientering i verden, og det giver os et synspunkt, hvor vores eget center for orientering bliver blot ét imellem andre sådanne centre. I empatien forstår vi os selv som en anden for den anden, og her ser vi ikke mere blot os selv som et fysisk objekt, men som et subjekt. En erkendelse af at være genkendeligt sansende sker og følelsen af at være et personlig selv, selverkendelsen, opstår (Depraz, 2001).

    Menneskers grundlæggende sociale udvikling er ikke noget nyt i eksperimental og udviklingspsykologi. Blandt andet lavede udviklingspsykologerne Meltzoff og Moore (1994) for flere årtier siden nogle studier, hvor de viste, at nyfødte spædbørn kunne imitere en anden persons ansigtsudtryk. Disse spædbørn havde aldrig set sig selv, men de kunne alligevel godt imitere en anden. Dette passer godt med forestillingen om en dyb kropslig evne til intersubjektiv forståelse og interaktion (Meltzof, 2002). Fra The Enactive Approach´s synspunkt er det interaktive ved mødet mellem parterne i forsøget centralt. Spædbørnene deltager i at opretholde mødet med den anden, hvilket indikerer, at de har en parathed til at interagere, en slags social disposition. De bliver en del af og med-skabere af de løbende opstående interaktioner; de opstår sammen med de voksne som samspillere i situationen (Di Paolo & De Jaegher, 2012). I et andet studie viste man 18 måneder gamle børn en voksen, der demonstrerede og fejlede i en uafsluttet handling med et stykke legetøj. Efter de havde set den uafsluttede handling udførte børnene handlingen uden at fejle, dvs. at de havde fornemmet en interaktion med den voksne og forstået hendes intention (Meltzof, 1995). Det var interessant, at når børnene så en maskine udføre og fejle i samme handling, havde de ikke nogen anelse om, hvad de skulle gøre med legetøjet.

    I modsætning til The Enactive Approach har der i hovedstrømningen af kognitiv neurovidenskab og psykologi været en tendens til at forklare sådanne instanser af social kognition som mere individualistiske af natur, som ”tankelæsning/sind-aflæsning” (Di Paolo & De Jaegher, 2012). Dette fører til forklaringer om uafhængige underbevidste moduler i individuelle og separate hjerner. Det antages, at sociale stimuli, som ikke kan perciperes direkte, indgår i den lineære proces: sensation → perception → tolkning og træfning af beslutning → planlægning af handling og initiation af output. Det er lige præcist sådan en lineær kognitivistisk forklaring som The Enactive Approach tager afstand fra (Varela et al, 1991; Thompson, 2007).

    I neurovidenskab har opdagelsen af en bestemt gruppe neuroner, såkaldte spejlneuroner, været en del af en sådan en lineær forklaring på social kognition, hvor de har været ansete som hardwirede/konstitutionelle underbevidste individuelle tolkningsmoduler, der er en del i en række af andre adskilte informations-processerende moduler (Preston & De Waal, 2002). Spejlneuroner er hjerneceller, der viser samme aktivitetsmønster når et individ observerer bestemte målrettede handlinger som når observatøren selv udfører handlingerne (Rizzolatti & Craighero, 2004). Spejlneuroner er blevet undersøgt ved forskellige metoder: fMRI-eksperimenter, der viser aktivitet i funktionelle billeder af hjernen, transkranial magnetisk stimulation, der måler signaler fra muskler til motorisk cortex og vice verca og EEG og MEG, der måler hjernebølgers frekvens (Galleze, 2001; Galleze, Keysers & Rizzolatti, 2004). Spejlneuroner er rigtigt nok vigtige for den fundamentalt intersubjektive natur af vores kropslige væren i verden, men i The Enactive Approach sættes de ikke ind i sådan en lineær tankelæsningskategori, og skal de ikke ses som medfødte ”hardwirede” moduler (Di Paolo & De Jaegher, 2012). Det har i studier faktisk vist sig, at spejlneuronsystemet er yderst plastisk, i.e., det ser ud til at funktionaliteten af spejlneuroner er bestemt af subjektets erfaringer (ibid.). Det er blevet vist, at efter en relativ kort periode med sansemotorisk træning, i.e., udførelsen af en handling mens man observerer en anden, var det faktisk muligt at ændre funktionen af spejlneuronsystemet. Når to handlinger korreleres med hinanden i en interaktion, associeres de med hinanden i spejlneuronsystemet. Et eksempelvis kunne være et tilfældet af, at når der af en person ses på en tommelfinger bevæge sig, så er der aktivitet i de spejlneuroner, der er associeret med indeksfingeren, netop fordi personen på en eller anden måde har associeret sin indeksfinger med de observerede tommelfingerbevægelser (han kunne eksempelvis have bevæget sin indeksfingre mens han observerede tommelen) (Catmur, Walch & Heyes, 2007). Dette indikerer, synes jeg, at en fremførende/”enactive” udviklingssti initieres baseret på en fundamental plasticitet, formodentlig allerede in utero (Di Paolo & De Jaegher, 2012; Pluess & Belsky, 2011).

    Videnskabelige studier viser, at evnen til at sætte sig i den andens sted opstår omkring alderen ni til tolv måneder, hvilket sker med udviklingen af en klynge af kognitive evner, der samlet kaldes fælles opmærksomhed (Tomasello, Carpenter, Call, Behne & Moll, 2005). Fælles opmærksomhed dækker over forestillingen om interagerende subjekter, der holder deres opmærksomhed på et eller andet fælles objekt. Subjekterne er opmærksomme på, at de har deres eget individuelle perspektiv, selvom de deler opmærksomhed på objektet. De har en gensidig opmærksomhed om, hvad den anden vælger at have opmærksomhed på. Tomasello et al (2005) beskriver denne udvikling ved børn:

Fælles opmærksomhed er blevet fundet i adskillige eksperimenter med spædbørn. Evnen til at sætte sig i den andens sted er fundamental for sådan en handling af fælles opmærksomhed; du må vide at den anden er et selv og at hun kigger på det hun kigger på (Thompson, 2007).

    Den empatiske relation hvori selvbevidsthed udvikles opstår for første gang omkring samme tidspunkt, hvor fælles opmærksomhed opstår. Det sker i en situation, hvor spædbarnet er i færd med at følge en anden persons opmærksomhed og det sker, som det nogle gange gør, at den anden person fokuserer på spædbarnet (ibid.). Dette må ikke forveksles med den gensidige øjenkontakt i proto-samtaler, der sker tidligere i det første leveår, hvilket er et direkte engagement; spædbarnet monitorerer der ikke, at den voksne kigger på hende (Tomasello et al, 2005). Den voksnes fokus på spædbarnet i fælles opmærksomhed markerer en transition for barnet, der nu udvikler generthed, selvbevidsthed og en fornemmelse af selvværd (Thompson, 2007).     

 

Fremførelse af selvet i sociale systemer

Det i forrige afsnit omtalte begreb om intersubjektiv åbenhed forklarer, hvordan iboende meningsdannelse, der sker i autonome menneskelige organismer, må være et socialt fænomen. Dette udtrykkes med en slags udvidelse af begrebet om autopoiesiske organismers intrinsiske meningsdannelse med begrebet om fælles deltagende meningsdannelse, som i hvert fald gælder for den sociale primat, mennesket (De Jaegher & Di Paolo, 2007). Dette begreb dækker over den situationelle autonomi, der i forskellige grader opstår i sociale systemer. Det er blandt andet det man oplever i et direkte møde med en anden, hvor det sociale system i sig selv påtager sin egen autonomi, e.g. situationen i en smal korridor, hvor folk der går i modsatte retninger ender med at gå i stå i forsøget på at komme forbi hinanden, skænderier der bare ikke synes at kunne undgås, telefonsamtaler der fortsætter og fortsætter efter man har sagt farvel flere gange, eskalering af intensiteten i udtalelser og konfronterende handlinger, og så videre (De Jaegher & Di Paolo, 2007). Med kompleksitetsteoretiske termer kan man sige, at de interagerende parter er dynamisk koblede systemer, der koordinerer deres adfærd efter hinanden alt imens interaktionen udspiller sig, hvilket således vil sige, at dynamikkerne ikke kan reduceres til individuelle parters adfærd (Ibid.). Situationen kan defineres som social ved, at ikke bare har situationen i sig selv fået autonomi, men de interagerende personer må også bevare deres egen autonomi. En samtale, for eksempel, er en social interaktion, når deltagerne er enige om et emne, og regulerer begyndelsen, midten og enden af samtalen, og i forløbet påvirker hinanden (Ibid.). I en situation, hvor den ene part prøver at ødelægge den andens autonomi, som eksempelvis ved tortur, og skulle det i øvrigt lykkes for den ødelæggende part, vil situationen efter disse begreber altså ikke længere kunne siges at være social. En vigtig pointe i beskrivelsen af The Enactive Approach er således, hvordan processer af fælles meningsdannelse skabes imellem mennesker i mønstre af koordination og koordinations-sammenbrud, hvilket ultimativt gør mening til et kollektivt fænomen (Ibid.).

 

En omverden af kultur

Der er med tiden opstået en bestemt bølge af forskning og teoretiske tilgange, hvilken The Enactive Approach har været en vigtig del af at starte, og i dag må siges at befinde sig et sted indenfor, som man kalder 4E kognitiv videnskab. 4E står for: embodied, embedded, extented og enacted (dansk: kropslig, indlejret, udvidet og enacted som vi som tidligere nævnt oversætter noget i stil med frembragt) (Menary, 2010). Der er dog et andet E som jeg vil fremhæve, nemlig encultured, som sammen med begrebet om embedded lægger vægt på, at mennesker er situeret og indlejret i sociale og kulturelle systemer, og at dette ydermere er af fundamental vigtighed når de i deres kobling med omverdenen i aktiv intentionel handling frembringer deres verden af mening (Thompson, 2007). Det er således tydeligt at encultured (i-kultur-værende) er helt central. Vi kan altså nu sige, at menneskers selvfølelse udvikler sig i relation til deres sociale kulturelle omverden, og er en grundlæggende empatisk proces imellem i-kulturen-indlejrede medmennesker. På dette lidt højere niveau er det centrale den strukturelle kobling mellem mennesker med kulturer og at den kulturhistoriske kontekst, hvori mennesker frembringer deres verden, er definerende for, hvem de bliver. De kulturelle strukturer der er omkring os, er blevet skabt og formet af en historie af sociale processer, og disse strukturer indeholder deres egen mening, hvilket vi inkorporerer i den verden vi frembringer. Kontinental Europæisk fænomenologi bidrager her igen med vigtige analyser; Husserl and Merleau-Ponty pointerede det grundlæggende sociale i vores oplevelse af verden i, at objekter der perciperes, værktøj, blomster eller hvad end det kan være, fra observatørens synspunkt altid besidder en horisont af co-eksisterende synspunkter og profiler. Disse er alle momentant utilgængelige for observatøren, det kan dog godt lade sig gøre for andre at se dem, således gørende dem åben for andres synspunkt (Zahavi, 2001). Hvis dette aspekt ikke var fundamental for perception, ville objekter i verden blive præsenteret for os som todimensionelle billeder, i stedet for tredimensionelle ting (vores binoculare syn gør i øvrigt dette fysisk muligt) (Thompson, 2001). Heidegger understregede endvidere i sin analyse endnu mere end dette det faktum, at vi lever i en verden, der udtrykker sociale processer gennem kulturen, i.e., vores primære kontakt med verden sker via menneskeskabte artefakter og udstyr, hvilket som en grundlæggende egenskab indeholder referencer til andre mennesker, hvilket gør vores væren i verden fundamentalt intersubjektiv (Zahavi, 2001). Dette var centralt for Heidegger og Gadamer: frembringelsen af mening fra en baggrund af forståelse. Enhver kontekst har sin egen iboende mening, ligesom den kropslige organisme har sin egen iboende mening. Dette skaber en hel verden af udvidelse for sindet og en hel verden af analyse i og med koblingen af denne verdens mening med det kropslige sind. Vores kropslighed og intersubjektive natur udleves i situerede kropslige dynamikker i en social verden, en kultur, hvori vi frembringer verden; i.e. vores sind er ikke passive refleksioner af en objektiv verden, vi frembringer oplevelsen af den, men ikke individuelt, socialt (Thompson, 2007). For at undgå misforståelser: dette betyder ikke, at The Enactive Approach er hverken solipsistisk eller idealistisk. At frembringe verden er ikke lig med at skabe eller fabrikere verden; det er nærmere sådan, at verden er for os som den er, på grund af den måde den er bragt til vores opmærksomhed af vores intentionelle handlinger som vi udlever med vores kropslige sind.    

 

Opsamling

Den iboende mening i vores kropslige handlende møde med verden opleves som en emotionel tilstand i hele kroppen. Kropslig ophidselse og emotion er ikke blot en reaktion på et subjekts evaluering af en situation, det er organismens situerede kropslige meningsdannelse (Colombetti, 2010). Menneskers intentionelle oplevelser af verden er intersubjektivt åben for andre meningsskabende subjekter. Vi skaber konstant mening, og videre; vi skaber konstant social mening i vores interaktion med verden, selv når der ikke er nogen andre tilstede. Den mening vi frembringer er farvet af vores egen historie af interaktioner og vores kulturs artefakter og strukturer har iboende mening som vi gennem livet udvikler os i. The Enactive Approach kan afsluttende her beskrives som en anti-reduktionistisk tilgang som kombinerer fænomenologi med kompleks systemisk forståelse af humanvidenskab.

Noter:

1: Evan Thompson har senere taget afstand fra brugen af Buddhisme i bogen og mener dertil, at de tog fejl når de klassificerede kontinental europæisk som været faldet i en fortabelse af abstrakt teoretisk refleksion, der havde ført den væk fra sin oprindelige inspiration til at undersøge levende oplevelse.

2: Det er en grundlægende egenskab ved selv-tilstande at de er intentionelle. Intentionel er her forstået som i fænomenologisk filosofi. Det skal ikke forstås som den almene forståelse, hvor det betegner det at have et eller andet bestemt formål. Intentionalitet betyder her, at selv-tilstande og helt grundlægende bevidsthed er rettet mod noget udover sig selv, med andre ord, at de altid er rettet mod verden (Depraz, 2001). Yderligere er det impliceret i begrebet om intentionalitet, at det er en aktiv stræben imod, med andre ord, en handling ind i verden.

3: selvorganisering er et centralt begreb og dynamisk system teori (kompleksitetsteori), hvilket er en del af grundlaget for The Enactive Approach, som der ikke er gået så meget ind i her i artiklen. Du kan læse mere uddybende om kompleksitetsteori i mit speciale som kan downloades på min hjemmeside.

Litteratur:

Catmur, C., Walch V., & C. Heyes (2007). Sensorimotor learning configures the human mirror system. Current Biology, 2007 Sep 4;17(17):1527-31.

Chiel, J. H. & Beer, D. R. (1997). The brain has a body: adaptive behavior emerges from interactions of nervous system, body, and environment. Trends in Neuroscience, 20, 553-557.

Colombetti, G. (2010). Enaction, Sense Making, and Emotion. In: Steward, J., Gapenne, O. & Di Paolo, A. E. Enaction: Towards a New Paradigm for Cognitive Science (361-387). Cambridge MA: The MIT Press.

Cosmelli, D. & Thompson, E. (2010). Embodiment or Envatment?: Reflections on the Bodily Basis of Consciousness. In: Steward, J., Gapenne, O. & Di Paolo, A. E. Enaction: Towards a New Paradigm for Cognitive Science (361-387). Cambridge MA: The MIT Press.

Damazio, A. (2010). Self Comes to Mind: Constructing the Conscious Brain. London: Vintage.

Depraz, N. (2001). Husserlian Theory of Intersubjectivity as Alterology. Journal of Consciousness Studies, 8, No. 5-7, 169-179.

De Jaegher, H. & Di Paolo, E. (2007). Participatory Sense making: an enactive approach to social cognition. Phenomenology and the Cognitive Sciences, 6, 485-507.

Di Paolo, E. (2005). Autipoiesis, adaptivity, teleology, agency. Phenomenology and the Cognitive Sciences, 4, 429-452.

Di Paolo, E. & De Jaegher, H. (2012). The interactive brain hypothesis. Frontiers in Human Neuroscience, vol. 6, art. 163, 1-15.

Di Paolo, E & Thompson, E. (2014). The Enactive Approach. In: Shapiro, L. (ed.) The Routledge Handbook of Embodied Cognition. New York: Routledge Press.

Galleze, V. (2001). The Shared Manifold´ Hypothesis. Journal of Consciousness Studies, 8, No. 5- 7, 33-51.

Galleze, V., Keysers, C. & G., Rizzolatti (2004). A unifying view of the basis of social cognition. Trends in Cognitive Science, 2004 Sep;8(9):396-403.

Gapenne, O. (2010). Kinesthesia and the Construction of Perceptual Objects. In: Steward, J., Gapenne, O. & Di Paolo, A. E. Enaction: Towards a New Paradigm for Cognitive Science (183- 219). Cambridge MA: The MIT Press.

Koch, S. C. (2011). Basic Body Rhythms: From Individual to Interpersonal Movement Feedback. In: Tschacher, W. & Bergomi, C. (eds.) The implications of Embodiment: Cognition and Communication (151-171). Exeter: Imprint Academic.

Meltzoff, A. N. (1995). Understanding the Intentions of Others: Re-enactment of Intended Acts by 18-Month-Old Children. Developmental Psychology, vol. 31, No. 5, 838-850.

Meltzoff, A. N. (2002). Elements of a developmental theory of imitation. In: Meltzoff, A. N. & Prinz, W. (eds.) The Imitative Mind (19-41). Cambridge: Cambridge University Press.

Meltzoff, A. N. & Moore, K. M. (1994). Imitation, Memory, and the Representation of Persons. Infant Behavior and Development, 17, 83-99.

Menary, R. (2010). Introduction to the special issue on 4E cognition. Phenomenology and Cognitive Science (2010) 9:459–463.

Preston, P. D. & de Waal, F. B. M. (2002). Empathy: Its ultimate and proximate bases. Behavioral and Brain Sciences, 25.

Pluess, M & Belsky, J. (2012). Vantage Sensitivity: Individual Differences in Response to Positive Experience. Psychological Bullitin, Oct., 1-16.

Smith, L. B. (2005). Cognition as a Dynamical System: Principles from Embodiment. Developmental Review, 25.

Thompson, E. (2001). Empathy and Consciousness. Journal of Consciousness Studies, 8, No. 5-7, 1-33. 

Thompson, E. & Varela, F. J. (2001). Radical embodiment: neural dynamics and consciousness. TRENDS in Cognitive Science, vol 5, no. 10, 418-425.

Thompson, E. (2007). Mind in Life: Biology, Phenomenology and the Sciences of the Mind. Cambridge MA: Harvard University Press.

Thompson E. (2017a). The Embodied Mind: An Introduction. The Brains Blog.

Thompson E. (2017b). The Enactive Approach. The Brains Blog.

Thompson, E. & Stapleton, M. (2009). Making Sense of Sense-Making: Reflections on Enactive and Extended Mind Theories. Topoi, 28, 23-30.

Tomasello, M., Carpenter, M., Call, J., Behne, T. & Moll, H. (2005). Understanding and sharing intentions: The origins of cultural cognition. Behavioral and Brain Sciences, 28, 675-735.

Varela, F. J., Thompson, E. & Rosch, E. (1991). The Embodied Mind: Cognitive Science and Human Experience. Cambridge, MA: The MIT Press.

Zahavi, D. (2001). Beyond Empathy. Phenomenological Approaches to Intersubjectivity. Journal of Consciousness Studies, 8, No 5-7, 151-169.